Jacalas historie
29. januar 1911 mødtes 9 drenge i 2. klasses ventesal på Taastrup station for at starte Taastrups første spejdertrop. De fik til huse i stationsforstanderens hønsehus, og under forstanderens ansvar blev de 17. oktober 1912 optaget i Det Danske Spejderkorps som 1. Taastrup trop.
Den 25. august 1946 blev troppen pga. sin nu omfangsrige størrelse delt i 1. og 2. Taastrup trop. 2. Taastrup trop blev senere omdøbt til Wagandoo, og 25. august 1965 delte man igen 1. Taastrup trop i Appsi og Jacala Stammen. Denne dato betragtes som Jacala Stammens officielle fødselsdato.
I 1973 blev Det Danske Spejderkorps (drengene) og Det Danske Pigespejderkorps slået sammen til et korps med både piger og drenge. Der gik dog en del år før der for alvor begyndte at komme piger i Jacala Stammen. I dag er gruppen repræsenteret nogenlunde lige af drenge og piger.
Gruppen har været igennem opture og nedture. Vi har været nede på 15 medlemmer og oppe på 100. Ledere er kommet og gået. Vi har haft perioder med mange ledere og med ledermangel. Tider med splittelse og tider med sammenhold. Men hvad der end sker, - kommer Jacala Stammen altid igennem det og lander "med begge ben på jorden".
Da Ole Rømer gruppe i Sengeløse lukkede i 2004, var der 3 unge spejdere, der var nyligt flyttet til lokalområdet, som henvendte sig til divisionen for at genetablere spejderarbejdet i byen. Divisionen henviste dem til Jacala-Stammen som tog dem ind som underafdeling.